Hvorfor skriver jeg bøger?

Jeg ville gerne kunne svare: fordi jeg ikke kan lade være. Sådan tror jeg nok, en rigtig forfatter skal sige. Men det passer ikke. Jeg ville godt kunne lade være med at skrive, og jeg kom også først i gang i en høj alder. Jeg var 47 år, da Rasmus og Julie udkom. Det virkelige liv, førstehåndsoplevelserne med kærester/koner, børn, venner og kolleger må være det vigtigste. Jeg tror, man bliver en bedre lærer af at leve et liv uden for skolen. Man bliver også en bedre forfatter af at leve et liv uden for bøgernes univers.
Men skrivelysten har jeg, og jeg tror, den kan spores tilbage til min fars begejstring for bøger. Den smittede mig. Han læste højt for min bror Søren og mig, fra vi var helt små. Jeg er sikker på, at det ikke var pligtlæsning, der bare skulle presses ind i en fortravlet hverdags program. Han nød højtlæsningen mindst lige så meget, som vi gjorde. I sofaen foran pejsen blev de spændende historier om Røde Zoras bande og Ulvehunden Tuyon til stunder, som jeg husker som intet mindre end lykkelige. Min far mistede synet, da jeg var 12 år gammel. Selvom jeg selv på det tidspunkt læste tykke bøger, hyggede vi os stadig med højtlæsningen. Nu var det mig, der blev nødt til at læse højt for ham. Det gjorde jeg med stor fornøjelse, indtil han døde med meget dårlig timing dagen før min første bog Rasmus og Julie udkom. Han var en lige så fremragende tilhører som oplæser.

Hvad er det, jeg skriver?

Jeg vil gerne skrive gribende og velskrevne historier. De allerbedste bøger, jeg har læst, er dem, hvor jeg både nyder forfatterens formuleringsevne, indsigt i mennesker og greb om den dramatiske komposition. Det er meget svært at være dygtig på alle tre felter. Hvis historien derudover, uden at det ødelægger dramaet, sætter gode tanker i gang, så kan jeg ikke få det bedre.
I de fire bøger, jeg har skrevet og været med til at skrive, har der været en slags mission. Det giver sig selv med fagbogen, Skolen i skoven. Bogen skal ryste den gamle stillesiddende og oplevelsesfattige folkeskole i sin grundvold. Eleverne skal ud og lære om virkeligheden i virkeligheden - med både hjerne, hjerte og krop.
Missionen med Rasmus og Julie var at skrive den missionsløse ungdomsbog, som budskabshungrende dansklærere og pæne piger ville gå i en stor bue udenom. Det skulle være en glad historie, som frække skoletrætte drenge gad læse. Jeg mødte Dennis, en af de store frække drenge, på min gangvagt nogle uger efter, at Rasmus og Julie var blevet indkøbt til skolebiblioteket. Han gav mig et kærligt dunk på skulderen og den bedste anmeldelse, jeg har fået: ”Lasse, det er en god bog, du har skrevet, den gider jeg godt læse.”
Taya havde også en mission. Jeg ville skrive en fantasybog uden hokus pokus. Ikke et ondt ord om tryllestave og grimme ondskabsfulde væsener, jeg havde bare fået nok af dem. Tryllestavens alakazim- eller zam tryller nogle gange min nervøsitet bort. Det bliver for nemt for heltene og heltinderne, og så skal der opfindes en endnu grimmere og endnu mere ondskabsfuld ork for at få os til at tro på, at udfaldet af slagsmålet ikke er givet på forhånd.
Medusas øje er mit forsøg på at skrive en moderne krimi-thriller for unge. Den er forhåbentlig både blevet neglebidende spændende, køkkenrullekrævende rørende og hjernevridende tankevækkende. Når jeg læser krimier skrevet til unge, generer det mig ofte, at bøgernes unge helte overtager politiets efterforskning på en utroværdig måde. I Medusa øje overlader jeg derfor indimellem synsvinklen til et par af historiens voksne personer.

 

 


 

webdesign: yes-yes.dk