Lasse Bak Sørensen


Lige nu og her..

bor jeg i bofælleskabet Glashusene sammen med min kone Tina og mine to bonusbørn, Emily og Megan. Som så mange andre danske forfattere kan jeg endnu ikke leve af at skrive, men det er ikke den eneste grund til, at jeg også arbejder som skolelærer. Faktisk er det langt det meste af tiden sjovt og spændende at undervise. Jeg underviser på Absalons Skole. Jeg har også to voksne børn, Helene og Niklas, der for længst er flyttet hjemmefra. De har gjort mig til morfar og farfar, og det er næsten lige så stort som selv at få børn.

 

Jeg kom til verden..


i en lille lejlighed på Bogholder Alle i Vanløse. Som alle andre børn havde jeg ikke haft indflydelse på valget af mor og far og søskende. De var nu ikke så værst. Min mor hed Lis. Hun var leder af en børnehave i Brønshøj, hvor jeg mødte min første store kærlighed Louise. Min far hed Åge. Han var ansat som socialrådgiver på det, der vist dengang hed Psykopatforvarin-gen Herstedvester. Et spændende sted, hvor der boede folk, som kunne finde på at spise al bestikket i en velassorteret køkkenskuffe. Min fars arbejde bestod vist nok i at sluse sine klienter ud i samfundet. Det var han dygtig til. Jeg husker kun navnet på en af dem, han hjalp ud i friheden, det var ikke overraskende Gulvskrubbemorderen. Han ringede engang til min far på vej til Dronning Louises Bro for at springe i en Søerne. Far tog derind og snakkede ham fra det. Det var jeg ret stolt af.

 

Fra mine første leveår..


husker jeg en uhyggelig plakat, en dramatisk ulykke og et løfte, der blev svært at holde. Plakaten hang på væggen over min seng. Den havde tegninger af den danske kongerække. Jeg tror min mor og far var nødt til at tage den ned på grund af  Kræsjan Fera. I ved godt ham med klappen for øjet, som havde travlt med krige, kvinder og københavnske byggeprojekter. Jeg syntes, han så uhyggelig ud. Mere skulle der ikke til … dengang. Ulykken ramte min storebror. Han løb ned ad en høj i Jylland og faldt og brækkede armen. Den blev lam, indtil en mesterkirurg på Bispebjerg Hospital fik den samlet igen. Det var en hård tid for min bror og min far og mor. Og for mig. Jeg tror, der var et par år, eller var det kun par måneder, hvor de glemte mig. Der var i hvert fald en fødselsdag, min fødselsdag, hvor Søren fik flere gaver end mig. Den slags mærker en på sjælen. Løftet, der viste sig umuligt at holde, fremsagde jeg fra barnestolen bag på min mors cykel på vej til børnehave: ”Mor, når jeg bliver stor, vil jeg være en elefant, som er klædt ud som vinduespudser.”

 

Når jeg tænker efter …


gik det der med at være en elefant alligevel i opfyldelse, da jeg kom på Hyltebjerg Skole. Her var i mere end én forstand for trange vægge og for lavt til loftet til sådan en som mig. Med klare regler om, at lærerne ikke måtte afstraffe eleverne fysisk, hørte skolen ellers til de mest moderne og progressive. Forbuddet blev langtfra efterlevet. Jeg glemmer ikke Hr. Vinther, som løftede Mogens op i øret, så øreflippen gik løs. Eller bademesteren, som slog med to knytnæver i brystet. Hvad værre var, han ville også se os bag i og sagde: ”Der sidder vist stadig en lille prut.” Men vi kunne klage til inspektøren, og det gjorde frihedskæmperens søn Lasse ved flere lejligheder. Søren og jeg var også de første i skolegården med langt Beatleshår (kun lige ned over ørerne). Det var heller ikke lige populært blandt lærerne. ”Hvis du var min hund, skulle du klippes!”

 

Apropos hunde …


Jeg slutter her. Det var ikke meningen, at denne side skulle udvikle sig til en selvbiografi.

 

 


;it bryllup

 

 

 

 

 

 

Lasse 0 år

 

 

Lasse 10 år

 

 

webdesign: yes-yes.dk